Blog fra Video2web.dk

2014 – et fantastisk år for online video

Nu da år 2014 er ved at gå på hæld, er de store amerikansk videofirmaer og videoplatforme som Unruly, Invodo og Ooyala begyndt at samle op på, hvilke trends der gør sig gældende for video på nettet og som markedsføring. Og igen er video stormet frem i både seening og udbredelse.

59% af internetbrugerne i USA siger, at de ser video, når de besøger hjemmesiden for et stort brand. Det viser Invodos Video Commerce Benchmark Report for 3. kvartal af 2014. Og dermed er videopræsentation af firma og varer blevet en forventning hos forbrugerne, som firmaer, der sælger på nettet, skal passe på med undervurdere.

Online video er også godt for salget – Netkøberne er nemlig 1,9 gange mere tilbøjelige til faktisk at købe et produkt, hvis de har set en video på hjemmesiden.

At video rent faktisk interesserer brugerne viser sig også ved, at 70% ser næsten hele videoen (80% af den samlede længde, men da slutningen ofte er fyldt med logoer mv., så er 80% stort set altid det meste af indholdet). Oven i købet svarer 79% af forbrugerne, at videoerne er nyttige.

Mobil video boomer

Når det drejer sig om platformen, så stormer mobiltelefoner og tablets frem. For to år siden foregik 6% af videoseningen – i 3. kvartal 2014 var det steget til 30%. Det viser opgørelsen for 3. kvartal 2014 fra Ooyala.

Unruly har set på, hvilke tendenser, der har hittet i 2014. Selskabet har fundet ni trends, som alle kan findes ved at bede om rapporten 9 Social Video Trends of 2014.

Et af punkterne er, hvad Unruly kalder ”trackvertising” – et mix af musikvideo og markedsføring. Som eksempel nævnes den colombianske popsanger Shakiras samarbejde med Activia om videoen til La La La op til vm i fodbold. Med 5,82 mio. delinger er det den mest delte video nogensinde – og den er blevet set over 250 mio. gange!

Samarbejdet giver god mening, idet musikvideoer deles langt oftere (7,1%) end mærkernes reklamevideoer (2,1%).

Hurtigere delinger

En andet punkt fra Unruly er, at delinger af videoer sker langt hurtigere end tidligere – faktisk næsten dobbelt så hurtigt. I 2013 opnåede en video 25% af sine delinger i løbet af en kampagnes første tre dage – i 2014 falder hele 42% af delingerne i løbet af tre døgn. Det betyder, at det er vigtigt med en markant lancering af en ny kampagne fra starten.

En anden trend er det sociale ansvar. Igen kan man nævne Shakira, der støtter FNs fødevareprogram, men især Ice Bucket Challenge slog igennem på verdensplan og fik indsamlet mere end 115 US$ til ALS (en form for sklerose). Kampagnen gav i alt mere end 1 milliard views på YouTube og ti milliarder på Facebook – det er næsten to pr indbygger på jorden!

Umoderne at være morsom

Endelig er det morsomme ikke længere moderne. Mens otte ud af de 20 mest populære, globale reklamevideoer spillede på humor i 2013, så gælder det kun to ud af 20 i 2014. I stedet er reklamerne blevet følsomme. Langt flere reklamer bruger en følelsesladet fortælleform for at engagere seerne. Og når det lykkes at ramme vores følelser, er vi meget mere parate til at dele indholdet. Og dermed hjælpe mærkerne med at sprede deres budskaber og reklamer.

Unruly nævner et par eksempler – som Budweisers serie Rise as One, der her besøger en helt speciel fodboldbane i Thailand:

Eller denne måske rigeligt tårevædede pendent til 1864 fra Sainsbury’s:

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *