Mens Andreas Mogensen er gået i kredsløb om jorden som den første dansker i rummet, sidder nordjyske René Gross Kærskov fra Frederikshavn i Californien og ærgrer sig.
I flere år så det ud til, at han havde en god chance for at komme først afsted og kunne prale af den specielle titel. I gennem ni år har han trænet til at komme i rummet i trykkamre, centrifuger, spektakulære flyvninger og marathonløb – blandt andet på Sydpolen. Faktisk er René den første dansker, der har været på både Syd- og Nordpolen.
René skulle her i foråret sandsynligvis have været med Virgin Galactic, ejet af rigmanden Richard Branson. Men i oktober 2014 styrtede SpaceShipTwo og den ene af piloterne blev dræbt. Det har naturligvis forsinket projektet, der dog fortsætter.
Så selv om René Gross Kærskov ikke blev den første dansker i rummet, så er der stadig håb om, at hans $200.000 dyre billet en dag kan bruges – sammen med de mange og dyre forberedelser, René har været igennem.
Jeg har netop været i kontakt med René, der ærgrer sig. Men som han siger – titlen som den første dansker på månen er stadig ledig!
I 2011 var jeg så heldig at besøge René og hans søde familie i Los Angeles og følge hans utrolige forberedelser til det, der stadig kan blive hans livs tur til en udsendelsesrække til TV2/Nord, René i rummet. Du kan se eller gense udsendelserne her:
René i rummet 1 René i rummet 2 René i rummet 3 René i rummet 4
Seneste kommentarer