For alvor som at være der selv
360 graders video er et helt nyt og spændende videoformat. Som navnet antyder, viser videoen billeder hele vejen rundt. Du filmer altså både foran og bagved kameraet – og op i luften (nogle kameraer kan oven i købet filme på opad og nedad.
Ved at lægge filmen på YouTube eller Facebook kan du scrolle rundt i filmen, så du selv bestemmer, om du vil se frem eller tilbage. Ved at bruge særlige 3D-briller får du endda en fornemmelse af at træde ind i videoen i et 3D-univers, hvorfor videoformatet også kaldes Virtuel Reality. Nu er det for alvor som at være der selv.
360 grader af alle perroner
Her foroven kan du selv prøve det nye videoformat. Se togene ankomme til stationen i Skørping – for første gang kan du se hele toget, passagererne på vej ind og ud eller op og ned ad trapperne. Og samtidig holde øje med, hvad der foregår på de andre perroner.*
For at få 3D-oplevelsen er du nødt til at anskaffe særlige briller, der endnu kun findes i et begrænset antal udgaver. I den dyrere ende finder du Samsungs Gear VR (der vist kun virker til egne telefoner), mens Google Cardboard kan bruges med de fleste smartphones og til en langt lavere pris. Desværre er de så lavet af pap. Via linket til Google kan du se et par andre modeller – og flere, der er på vej.
Smart til alt rummeligt
360 graders video giver en helt ny oplevelse af alt rumligt. Skal du vise dit (hotel)værelse, dit kontor, en turistattraktion, byens smukke torv eller en stor naturoplevelse, vil en video i 360 grader give dine venner, kunder og brugere en helt unik oplevelse af at være til stede.
360 graders video er også oplagt til alle former for optræden foran et publikum – for du vil kunne se både tryllekunstneren og børnenes reaktion på tryllerierne. Eller rockbandet og de jublende fans. Du kan også optage begge parter i en samtale, så seeren selv kan bestemme, om den ene eller anden af samtaleparterne skal være i centrum.
Mange beskæringer i 360 grader
Det nye videoformat giver også en række andre sjove og spændende billedbeskæringer. Disse beskræinger giver også et overblik hele vejen rundt, men kan ikke bruges til Virtuel Reality. Til gengæld kan de klippes ind i almindelig video for at give en anderledes effekt og en forfriskende måde at skabe overblik eller give flere informationer på.
Globus/Global
Her vises billedet som en kugle – faktisk som om du sikker inde i en glaskuppel og kigger ud. Dekorativt og overraskende, selv om det kan være svært at se detaljer i kanten af billedet.
Panorama
Du kender nok et panoramabillede fra kamera eller telefon. Men her kommer du hele vejen rundt i et langt billede – oven i købet et langt, levende billede.
For og bag
Her bliver panoramabilledet delt i to, så man deler billedet op i for- og bagside. Du kan altså have for eksempel en optrædende og publikum på én gang.
Ring
En mere avanceret form af for- og bagside, hvor de er sat sammen i en ring. Man kan selv bestemme, hvor i billedet snittet mellem de to dele skal ligge, og om den forreste ring skal være øverst eller som her nederst.
Dome
Denne beskæring burde kunne lægges op i Virtuel Reality, men for at være ærlig så er det endnu ikke lykkedes at få det til at virke på en naturlig måde. Billedet er stadig sjovt og anderledes, men er ikke i 360 grader.
Magic flat
Også Magic Flat bør kunne laves som Virtuel Reality, men det fungerer ikke helt som ønsket. Derfor er det nok den mindst brugbare af de mange beskæringer, 360 graders video kan leveres i.
*Du kan bruge IOS eller Android. På pc eller Mac skal du bruge en nyere browser fra Chrome, Opera eller Firefox
Seneste kommentarer