Innovation med Tag Fat

Igen i 2016 afholdt Region Nordjylland og Vækstforum Nordjylland innovationskonkurrencen Tag Fat – og igen i 2016 havde jeg og Video2web.dk den store fornøjelse at besøge de deltagende virksomheder for at lave videoportrætter med fokus på netop virksomhedernes innovation og idérigdom.

Det blev til besøg på 32 utroligt spændende virksomheder i de 11 nordjyske kommuner. 32 meget forskellige virksomheder, både hvad angår produkter, brancher, størrelser, ejerformer og historie. Et havde de dog til fælles – en gnist og et gåpåmod, der lover godt for fremtidens innovation i Nordjylland.

Du kan følge linket i den lilla boks for selv at se mangfoldigheden. Her på siden vises bare en af de mange spændende virksomheder, aluminiumsvirksomheden AB Metal i Thisted. De ledes efter samme filosofi som et rockband og har en scene med instrumenter midt i maskinhallen. Se videoen – det er både underholdende og godt tænkt:-)

Tag Fat-konkurrencen er afholdt i alt tre gange. Erhvervsrådene i kommunerne har modtaget forslag og nomineret tre semifinalister fra hver kommune (Læsø dog kun to). Undervejs får både virksomheder og erhvervsråd hjælp og vejledning af eksperter fra Aalborg Universitet.

Spændingen blev udløst ved et stort show på Spritten i Aalborg 11. maj – det blev automatiseringsvirksomheden BILA fra Mors, der løb af med sejren, stærkt forfulgt af Hi-Con på en 2. plads og Scandi Byg på en 3. plads.

#Videoproduktion

Tak for du deler mit indlæg
Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
Linkedin
Share on email
Email