Jeg fattede ikke et tegn. Kiggede forvirret på noget, der mindede om en svada fra Kaptajn Haddock i et Tintin-album. Et par @, en håndfuld #, en smiley eller to – og så nogle enkelte, spredte bogstaver. Flere af dem dannede dog nogenlunde genkendelige ord.
Sad til konference i Dansk Journalistforbund. Hørte om Twitter, som jeg hidtil ikke havde skænket megen opmærksomhed. Hvorfor dog nøjes med de 140 tegn i et tweet, når jeg kan blive venner med folk på Facebook og skrive alt det, jeg vil?
Første tweet
Jeg forsøgte at lytte, mens jeg oprettede en profil. Fandt hurtigt et par andre deltagere i mødet og fik møjsommeligt skrevet mit første tweet – oven i købet med et billede. Brugte bare det særlige hashtag for mødet – #fag12. Et par stykker skrev straks tilbage og ville høre mere om mødet. Live-tweet fra et oplæg oversteg dog nok mine stort set ikke eksisterende Twitter-evner…
Ok, her var noget, Facebook ikke er særlig god til – jeg kunne diskutere mødet med deltagere, jeg ikke kendte eller anede, hvad hedder på Twitter, fordi Twitter er åbent og ikke kræver venskab. Jeg kunne også finde mennesker, der skriver om det, jeg interesserer mig for. Men det kunne jeg vel egentlig lige så godt have googlet? Og have tilmeldt mig nogle nyhedsbreve, som jeg har gjort de seneste 10-15 år.
Svaret er ja. For på det tidspunkt havde jeg nok ikke helt forstået værdien af det lille tegn #. Skrev da nok nogle tags på mine egne tweets. Mest for at markedsføre mig selv og mit firma. Så kunne andre jo følge mig, mit firma og mine tweets.
Nu og da kom der også et nyt navn på listen over faste følgere. Også fra Tyskland og USA, selv om jeg skriver på dansk. Det førte ikke til meget og blev ikke til ret mange følgere. Følte, at jeg skrev lidt ud i intetheden.
Gode fotografer på Instagram
Men så skulle jeg lige prøve Instagram. Ikke for at kigge på en endeløs strøm af selvportrætter, bare sådan lidt for sjov. Og det er rigtig sjovt – på kort tid har jeg fundet en stribe virkeligt gode fotografer, der lægger flotte og spændende billeder af både dagligdag og demonstrationer, natur og kultur ud hver dag. Fra hele verden.
Så fik jeg et like fra @frkviola. Jeg kender hende ikke, men hun kunne godt lide mit billede med bl.a. #honning. Viola laver selv honning og fandt frem til mig, fordi hun søgte på #honning. Ikke fordi vi var til samme møde, koncert eller fordi hun faldt for min markedsføring, men bare fordi hun elsker honning.
Sådan intellektuelt vidste jeg det jo godt. Jeg er ikke den eneste, der søger. Så jo mere søgbar, man er, jo flere finder en. Men alligevel. Havde jeg kun brugt de andre tags, #Alanya og #Tyrkiet, så var Viola jo aldrig faldet over netop mit billede…
Nu kommer der flere tags på billederne – og pludselig får jeg likes fra folk, der skriver sprog, jeg ikke kan læse og som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Sjovt og spændende, selv om det nok ikke lige umiddelbart sælger noget video
Umage med #tags
Tilbage til Twitter, hvor jeg også gør mig mere umage med mine #tags. Og forleden skete det, der for alvor fik min tiøre til at falde. Jeg omtalte et større firma – og fik et tweet fra firmaets marketingschef, der lige ville have nogle gode råd om videoproduktion. Det fik han selvfølgelig.
Han købte ikke noget. Ikke den dag i alle fald. Men han åbnede mine øjne for, at de rigtige #tags pludselig giver en helt uventet kontakt, som jeg ikke ville have fået ellers.
Så nu elsker jeg hashtags. Og mine #tweets ligner en #svada fra @Haddock i #tegneserien #Tintin
Seneste kommentarer