Her kan du se nogle unikke videoklip af et kirkeuglepar med unger i redekassen. Optaget et sted i Himmerland, der holdes hemmeligt af hensyn til uglerne. Helt ekstraordinært er der hele seks unger i reden – muligvis fordi uglerne fodres dagligt med frosne kyllinger.
Kirkeuglen er alvorligt truet i Danmark. Kun i Himmerland lever der endnu en bestand, der vurderes at være stor nok til at overleve. I hele landet er der højst 100 par af den lille ugle tilbage. Derfor har Naturstyrelsen bevilliget 2,1 mio. kr. til et projekt, der skal hjælpe den truede kirkeugle. Projektet udføres i et Grønt Partnerskab mellem landboforeningen AgriNord, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Vesthimmerlands, Rebild og Aalborg kommuner.
Kirkeuglen kan være svær at finde, fordi den mest er aktiv om natten og fordi den ikke siger eller synger ret meget – når de sker, lyder kirkeuglens skrig næsten som en kattekilling, der mjaver lidt klagende..
Danmarks mindste ugle
Samtidig er kirkeuglen Danmarks mindst ugle, kun på størrelse med en solsort, ca. 21 til 23 cm. Den vejer et par hundrede gram og har et vingefang på ca. 55 til 60 cm. Kirkeuglen får normalt 3 – 5 unger pr. kuld. Dens hovedføde er gnavere, regnorme, insekter og småfugle. Kirkeuglen finder bedst sin føde på bare marker og afgræssede mark- og engområder. Kirkeuglen flyver ikke gerne mere end omkring 125 meter væk fra reden og er afhængig af fødesteder i den afstand.
Kirkeuglen sidder om dagen ofte på en hegnspæl, hvorfra den jager insekter, regnorm, snegle, padder, mus, småfugle. Kirkeuglen kan “muse” som en tårnfalk og fange insekter i luften.
Kirkeugle risikerer at uddø
Den danske bestand af kirkeugle er gået tilbage fra omkring 1000 par i 1970’erne. Fortsætter den udvikling, vil kirkeuglen snart uddø i Danmark.
Tidligere har man troet, at det drastiske fald i bestanden af den charmerende lille fugl, der engang var den almindeligste ugle i Jylland, skyldtes manglende redemuligheder. Kirketårne var blevet lukket og hule træer fældet. Men det er snarere er den almindelige omstrukturering af landbruget, der er problemet. Det viser sig da også, at det kreaturrige Vesthimmerland er et af kirkeuglernes kerneområder.
Mangler føde
Et forskningsprojektet indikerer nemlig, at hovedproblemet for de danske kirkeugler ligger i en for lav ungeproduktion. De voksne fugle lever lige så længe som før i tiden. Fødemangel i yngletiden ser ud til at være nøglefaktoren, med ulykker efter ungernes udflyvning er også en væsentlig ekstra faktor i tilbagegangen.
Partnerskabsprojektet har to søjler:
- Aftaler om fodring som akutindsats. Undersøgelserne viser en ungeoverlevelse på 80 % ved fodring mod 20 % i kontrolgruppen. Som foder anvendes dybfrosne, daggamle kyllinger.
- En længerevarende indsats for at forbedre kirkeuglens naturlige fødesøgningsmuligheder gennem pleje, især afgræsning af arealer, der ligger tæt på redestedet.
Projektet er planlagt at køre i en femårig periode og slutter i 2014.
Seneste kommentarer