Tjen penge på video på Facebook

Facebook overhaler YouTube

Tjen penge på video på Facebook

Facebook kaster sig nu for alvor ind i kampen for at blive en betydelig leverandør af spændende indhold – også videoproduktion. Og går dermed i krig med de mere etablerede medier.

Ifølge Markedsføring.dk bebudede Facebooks topchef Mark Zuckerberg forleden, at indehavere af content vist på Facebook på sigt vil få en andel af indtægterne fra den stærkt stigende sening af video på Facebook.

– Vi vil give en andel af indtægterne fra en del af videoerne til dem, der ejer indholdet, sagde Facebook-chefen ifølge CNBC.

Zuckerbergs ræsonnement er, at det bedste indhold kun finder vej til Facebook, hvis rettighedshaverne kan se en økonomisk fordel.

Leverstød til medier

Contentbureauet Marvelous-direktør Christian Strand siger det mere direkte: Facebooks plan er et tungt leverstød til de gamle publishers og medier, som har været undervejs i lang tid.

– Det er ikke længere forbeholdt de få med den rette titel eller arbejdsplads at skabe indhold og historier, siger han til Markedsføring.dk.

– Det har Facebook set og anerkendt ved at konstruere en model, hvor indholdsproducenter får en del af revenue. Det er knaldgodt tænkt, og det er grus i maskineriet for de gamle medier. Men det betyder også, at det bliver mere attraktivt for brands at udvikle det gode video-content, da det i yderste konsekvens kan være selvfinansierende, spår Christian Strand.

Kan miste kunder

CNBC har talt med medieanalytiker Andreas Pfeiffer, der også udgiver Pfeiffer Report. Han peger på, at Facebook vil bevæge sig fra at være skaber af trafik til at være leverandør af indhold.

Men det skaber nervøsitet i mediebranchen, at teknologivirksomheder vil være indholdsleverandører. Flere medier vælger allerede at udgive enkelte artikler eller noget af deres videoproduktion direkte på Facebook, men går så selv glip af trafikken og dermed annonceindtægter.

– I sidste ende risikerer du at miste dine egne kunder, siger Pfeiffer til CNBC.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *