Dronetur til fem store kilder
Rold Skov er det område i Danmark, hvor flest kilder pibler frem fra undergrunden. Det skyldes de store mængder kalk, der tillader vandet at trænge ud. Og så selvfølgelig de mange bakker.
Der er mindst 18 navngivne kilder – flere af dem består oven i købet af flere tilløb. En del af dem er mere eller mindre skjult og gemt i skoven og nogle ikke så store som andre.
Men især fem af dem er offentligt tilgængelige og med store vandmængder. Jeg har besøgt alle fem med min lille drone for at give dig et andet billede, end du kan få ved at gå eller cykle en tur rundt. Men jeg kan anbefale gåturen – det er en fascinerende oplevelse at se Springkilden springe to meter op i luften, drikke rent vand enten der eller ved Ravnkilde, se undergrunden boble ved især Store Blåkilde, men faktisk også ved Lille Blåkilde. Se hvordan vandet fosser direkte ud af skrænten ved Lille Blåkilde, eller hvordan Kovads Bæk opstår på få meter ud fra flere kildevæld.
Alle kilderne holder en konstant temperatur på lige omkring otte grader. Det giver plads til en helt unik fauna og betyder, at kilderne aldrig fryser til. Det giver en særlig stemning ved vintertid.
Der går op til 50 år, fra regnen falder, til vandet dukker op fra kalkundergrunden.
Se de fascinerende dronebilleder – og læs mere om de fem kilder herunder. Der finder du også links til endnu flere oplysninger og kilder.
Ravnkilde
Gravlev Ådal er hjemsted for rigtig mange af områdets kilder – blandt andet den nok mest kendte: Ravnkilde. Af mange også betragtet som den smukkeste.
Fra sit udspring lige neden for Rebild Bakker forsyner Ravnkilde Lindenborg Å med 60 liter rent kildevand i sekundet.
Sommerfuglemyg, vårflue-larver og ferskvandstang-lopper trives i det iltrige vand, og gør Ravnkilde til en af bjergvipstjærtens foretrukne jagtmarker.
Kildens plantesamfund er enestående. Selve kildevældet er dækket af forskellige typer kildemos. Langs de rislende løb gror blandt andet sideskærm, tykbladet ærenpris og vandkarse.
Man kan krydse Ravnkilde via en række trædesten. Selve kilde må selvfølgelig ikke betrædes.
Og så kan man drikke vandet direkte fra kilden – et godt sted at fylde drikkedunken på gå- eller cykelturen.
Lille Blåkilde
Lidt længere inde i Gravlev Ådal finder du Lille Blåkilde, som navnet til trods er den mest vandgivende kilde i området. Der er tale om en såkaldt strømkilde, hvor der vælder op til 150 liter vand i sekundet ud gennem sprækker i kalkskråningen. Vandet ender i Lindenborg Å, der løber tæt forbi.
Lille Blåkilde er, som mange af skovens øvrige kilder, hjemsted for flere sjældne plantearter.
Sidst i maj, når engnellikeroden blomstrer, synger nattergal og kærsanger af fuld hals fra det omkringliggende pilekrat, og ude over Gravlevdalens fugtige enge ned mod Gravlev Sø kan du på stille aftner høre dobbeltbekkasinens brummende parringsflugt.
Store Blåkilde
En kort spadseretur fører til en af Danmarks største bassinkilder, Store Blåkilde, der også er en af landets mest vandrige. Selve bassinet i kilden er 12 meter bredt og 4 meter dybt. Vandet vælder frem fra kalkholdige sprækker i undergrunden.
Store Blåkilde blev tidligere anset for at være Rold Skovs mest vandrige, men det er faktisk Lille Blåkilde og Blåhøl, der skiftes til at være de mest vandgivende med omkring 150 l pr. sekund. Store Blåkilde giver omkring 80 l vand i sekundet, men der er desuden mange små kilder i området.
Vandet i kilden er krystalklart og ser helt blåt ud. Bunden består flere steder af ren kalk, og sand- og kalkpartikler viser tydeligt, hvor vandet bobler op.
Store Blåkilde føder Villestrup Å.
Store Blåkilde har sandsynligvis sit navn fra det blå vand. En anden teori går på, at navnet er afledt af Blotkilde (offerkilde). Lokalt går der historier om offergaver fra oldtiden, som er blevet fisket op af kildens dyb.
Springkilden
Springkilden findes i Rold Vesterskov i bunden af Lindenborg Ådal. Den kan være lidt svær at finde – men brug fx Google Maps og gå det sidste stykke efter lyden af det plaskende vand.
Springkilden er en såkaldt artesisk brønd. Vandet kan springe, fordi grundvandet står højere inde i bakken. Det er imidlertid spærret inde af et vandstandsende lag som for eksempel ler, der ligger oven over vandet. Når man så slår et jernrør ned i jorden og gennemhuller leret, får vandet lige pludselig en chance for at løbe frit og komme op.
Om vinteren er Springkilden noget helt særligt. Når der er stærk frost, fryser det plaskende vand til is på siderne af kilden, og kildefeltet er glaseret i is.
Kovads Bæk
Kovads Bæk er det fælles afløb for et stort antal mindre kilder i Stendalen, der skærer sig ind i Rebild Bakker. Snesevis af få cm brede vandstrømme samler sig og danner over få hundrede meter kildebækken Kovads Bæk eller “Kovrsbæk” (dialekt), der hvert sekund sender 80 – 85 liter klart kildevand ud i Lindenborg Å.
Kovads Bæk er et af å-systemets vigtigste gydepladser for havørred. Omkring juletid kan man især i mørkt vejr opleve dem gyde under voldsom plasken. Bækken har en fast bestand af kildeørred (Salvelinus fontinalis), der blev indført til Danmark som dambrugsfisk fra Nordamerika i slutningen af 1800-tallet. Kovads Bæk er et af de få steder i Danmark, hvor kildeørred yngler.
Det rene friskstrømmende vand og den grusede og stenede vandløbsbund er hjemsted for en meget rig fauna af vandløbsdyr med mange sjældne arter. Det gælder også sjældne fugle som vandstær og bjergvipstjert.
Tak og links
Tak til nedenstående for god information og inspiration – Rold Skov Info, Naturstyrelsen og Helge Qvistorff/Rold Skovs Venner.
Links:
http://www.roldskovsvenner.dk/leksikon/emne18/emne18.html
https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/rold-skov/sevaerdigheder/
http://www.roldskov.info/da-dk/natur/kilder-soeer-og-vandloeb
Seneste kommentarer