Det kan man selvfølgelig. Men resultatet bliver derefter – som at lave en god bøf i en mikrobølgeovn. Og de fleste er bedre tjent med at lade være!
For nogle år siden udkom der en del kogebøger om at lave mad i en mikrobølgeovn. Der var stort set ingen grænser for de lækre retter, man kunne trylle frem ved at bruge de varme stråler. Jeg forsøgte mig med både bagte kartofler og bacon. Kartoflerne blev rå i den ene side (og det tog i øvrigt lige så lang tid som i en rigtig ovn, hvis hele familien skulle være mæt). Og baconen er det sejeste og dårligste bacon, jeg har fået i mit liv…
Nu er mange af os så udstyret med en smartphone med alverdens funktioner og apps. Og det vælter frem med kurser og avanceret ekstraudstyr, der skal gøre os i stand til at udnytte telefonernes mulighed for videoproduktion optimalt. For mig er det bare lige så håbløst som at bruge en mikrobølgeovn til andet end at varme rester.
OK til Facebook
Selvfølgelig kan og skal mobiltelefonerne bruges. Stiller direktøren op i Ice Bucket Challenge eller kommer der et bud med blomster fra en tilfreds kunde, så er det helt på sin plads at tage en hurtig video med telefonen og smide den på Facebook.
Men har man planer om at bruge video til mere seriøs markedsføring, skal man tænke sig om. For vil man selv tage de stillbilleder, der skal bruges på hjemmesiden eller i annoncer? Vil man selv lave layout på den næste folder? Eller vil man selv kode hele sin hjemmeside?
Dårlig til alt andet
Næppe. Og video bør behandles på samme måde. Ønsker man at fremstå professionelt, skal ens kommunikation også se professionel ud. Så er det en dårlig idé at bruge håndholdt video fra en mobiltelefon, hvor billederne er uskarpe, dårligt belyste og med elendig lyd.
Køb et kamera
Skal man så ikke bare købe noget ekstraudstyr? Man kan få både stativ, ekstra linser, mikrofoner og lys, der på forskellig vis kan skrues fast på telefonen. Jo, det kan man da godt, men hvorfor så ikke købe et kamera i stedet? Ekstraudstyret til telefonen løber hurtigt op i flere tusinde kroner – for det beløb kan man faktisk få et lille videokamera, der har en betydeligt bedre chip end nogen telefon og derfor optager bedre billeder. Samtidig slipper man for den besværlige montage. Og kameraet giver sig heller ikke til at ringe midt i optagelsen…
Jeg bruger Sony – du kan fx. få dette lille handycam til 1.899,-
Eller overlad det til professionelle
Mange vil med fordel også kunne overlade hele videoproduktionen til professionelle. At lave video kræver meget mere end et kamera. Det kræver viden om billedbeskæring, klipning, lyssætning, lyd og måske interviewteknik. Det er langt fra nok at kunne tage lidt billeder. Og min påstand vil være, at det er de færreste kommunikationsafdelinger, der har kompetencerne indenhus. Et kursus kan da hjælpe, men man lærer ikke at lave professionel video på et par dage eller en uge. Der er jo en grund til, at uddannelsen tager hele fem år.
Det er heller ikke nødvendigvis billigere at lave sin video selv. En fastansat medarbejder får nemt 1500 kr. om dagen + pension, feriepenge, efteruddannelse, sygdom, komputerudstyr og arbejdsplads. Og en ikke trænet medarbejder bruger selvfølgelig længere tid på at optage og redigere, end en professionel gør.
Så drop telefonen og det hjemmelavede og få et bud fra en professionel. Det vil tit ikke være ret meget dyrere. Men det vil helt sikkert være bedre!
Seneste kommentarer